Ung hest på budget?

Ung hest på budget?

14. august 2018 Af sanneskovrider

Rigtig mange vælger, at købe en ung hest, som de så skal “udvikle sig sammen med”, uden at tage med i deres overvejelser, at der skal sættes en hel del penge af i budgettet til f.eks. regelmæssig undervisning, for at nå i mål med den plan.

De tænker vel, at det må komme hen af vejen…
Men allerede, når de første gang har fået sadlen lagt på den unge hest, opstår de første alvorlige problemer.
Den “kan ikke finde ud af” at stå stille, når rytteren skal op. Den vil ikke finde sig i at gå frem ad. Den bestemmer selv retningen…. og tempoet. ØV. Det gik ikke som på videoen med Al Dunning, eller hvilken cowboy der nu fremtoner på skærmen derhjemme.

Når hesten er blevet 4 år – altså været i stand til at bære rytter mellem 1/2 og 1 år – er alle 3 gear taget i brug og hesten finder sig i at blive redet, næste hver gang i hvert fald.
Er det godt nok? Er du tilfreds med det?

Hvis man længere hen af vejen er kommet videre, investeres i udstyr for 1000-vis af kroner og masser af alternativ behandling for at “fremme” samarbejdet mellem hest og rytter.
Man vælger måske super nice showoutfit og en crabby sadel??? Hvad valgte du?.

Det er okay, at man vælger, at købe hest selvom midlerne er små
Det er endda HELT okay. Alle burde have hest, hvis de har lyst og forstand.
Så må man bare prioritere lidt anderledes, i forhold til de heldige kartofler der er født med en sølvske i r….!

Her er mine observationer og erfaringer forsøgt udpenslet

Først skal udstyret være i orden.
Altså det udstyr, som er absolut nødvendigt.

En fornuftig brugt sadel – hold dig fra en ny sadel til små penge. Det er skod-sadler.
Et godt underlag, som kan holdes rent og tørt
En gjord som kan reguleres og tåler vask
En god solid trense i godt gedigent læder med et passende bid monteret, som ikke nager hesten
Du behøver ikke købe de dyreste gamascher for at beskytte hesten – rullebandager virker også godt, specielt med et bandageunderlag inden under.
Jeg tror, du skal beregne omkring kr. 15.000,- til startudstyr – så har du det allervigtigste for at kunne komme igang. Omkostningen nedskrives med kr. 500,- pr. md. de første 2 år.

Undervisning
Hvis du har valgt den model, hvor du mener, at dig og din hest skal udvikle jer sammen – så indser du sandsynligvis hurtigt, at der kræves hjælp udefra.
Du kan drage land og rige rundt til diverse clinic’s med professionelle topryttere fra udlandet, men du bør i stedet vælge fast kontinuerlig undervisning, hos en knap så verdenskendt træner fra f.eks. Danmark. Så kommer du meget længere – hurtigere.

Det der giver pote – for alvor – det er gentagelse, gentagelse, gentagelse. Derfor er en undervisningsplan med lektioner en gang i ugen eller hver anden uge, det mindste man bør budgettere med.
Når du så har været igang noget tid og synes, det kunne være godt med mere dybdegående undervisning/træning af en bestemt øvelse, så meld dig til en clinic. Det er super lærerigt.
Jeg tænker, du skal beregne minimum kr. 750,- pr. md til undervisning – men hellere kr. 1.500,-.
Omkostninger til undervisning budgetteres til kr. 1000,- pr. måned.

Uddannelse til show
Hvis du går i gang med din første unghest eller måske endda din allerførste hest, og du ikke er så heldig at have en træner “ved hånden” hver dag, så er det sandsynligt, at du opgiver før du nogensinde kommer til et show og får en fornuftig score. Det ER svært, at få det til at lykkes. Tro mig.

Vil du undgå, at komme i den ulykkelige situation, at dine penge er gået til en hest, som du nu er blevet bange for, eller en hest som bare hverken vil det ene eller det andet, så bør du overveje, at sætte din hest i træning hos en professionel nogle måneder. F.eks. 6 måneder i træk – eller 2-3 måneder et par gange eller tre.
Prisen for at have en hest i træning ligger på ca. kr. 6.000,- for en måned.
Omkostninger til træning/uddannelse budgetteres til i snit kr. 1500,- pr. måned de første 2 år.

Nu har vi fat i de omkostninger, som du IKKE MÅ SORTERE fra.
Så de første 2 år efter du starter uddannelsen af din showhest, ser økonomien altså ud til, at skulle belaste dit budget med i hvert fald kr. 3.000,- pr. måned.Hertil kommer så eventuelle omkostninger til smed, dyrlæge, tandlæge, kiropraktor, opstaldning, foder, øvrigt udstyr…

Pyha… det koster en del, hva’.

Nå, så fik I lige lidt at tænke over.
For øvrigt, så har jeg et par unge heste, som jeg gerne vil sælge. 🙂

fb-share-icon